torsdag den 24. marts 2016

Lykken er ... at det går hurtigt

Jeg fik sået. Fire dage efter ser det sådan ud: SK, Stolt kavaler og Z, Zinnia aka Frøkenhat er et par centimeter høje. Nu er det bare at finde et køligere sted i huset, hvor der også er lyst - og hvor jeg husker at vande dem.... Vanding foregår pt med forstøver, og når planterne bliver lidt større, bliver de vandet i bunden af kassen.


Zinnia hilser eftermiddagssolen velkommen på sine små kimblade
Hvad sker der ellers i haven? Jo, klatretårnet i forhaven har stået ubrugt i mange, mange år. Kun lidt brænde, efeu, en klematis, en solsort eller en kat i ny og næ har gjort brug af det. Nu skal det trylles om til et hønsehus. Johanne vil have høns - OK! De skal give æg og gå til agility!! 
Grunden til at der står en tallerken på græsset, er at Niels altid er sulten, ses altid med en mad og en tallerken i hånden, har lige skulle se, hvordan det gik med storesøster - og er så blevet shanghajet til at være nedbrydningsassistent.


Herunder er der kommet løbegård på huset. "Arbejdstilsynet" i form af vores genboer på hhv. pension og efterløn, kommer forbi et par gange om dagen for at se, hvordan det skrider frem for tømrerpigen.
Det er lykken at have sit eget projekt OG at have gode naboer!

søndag den 13. marts 2016

Lykken er ... at det endelig er marts

Lidt forskellige frø er bestilt hjem, og så er det igang med at gøre klar til forspiring. Jeg har (i genbrugsen) købt en pot-maker for en flad 20'er, så kan jeg lave mine egne så-potter. Jeg har flyttet det hele ud i drivhuset - og venter på lidt sol og varme - for jeg må erkende, at jeg kører på solenergi!

Avis klippes i stykker á ca. 18 x 30 cm. Herefter foldes de på langs.


Rul papiret rundt om pot-maker-pinden. Den foldede side skal vende op mod håndtaget. Jeg folder det sidste hjørne diagonalt ind, for ikke at få et løst hjørne, der stritter ud og forstyrrer de andre små potter. Når der er rullet rundt, folder man bunden ind, og presser pot-maker-pinden ned i pot-maker-bunden (nu står der pot-maker mange gange i denne tekst!!)



Sådan - og sorte fingre får man også!
En gammel avis er tryllet om til små potter, nu skal de bare fyldes med så- og priklemuld.


Med fem i familien er det smart med kød som storkøb en gang imellem, og hvis man så lige vasker bakken og gemmer den, så har man plantekasse til forspiringsprojektet. 








Lykken er ikke altid at blive færdig samme dag, for jeg blev forstyrret af solskin, kaffepauser, hønsehusbyggeri og bålmad til det blev mørkt. Jeg sår i næste uge!

søndag den 6. marts 2016

Lykken er ... at være kat

Vi havde to katte, Mille og Spencer. Nu har vi kun Spencer. De blev aldrig venner, men én ting var de enige om: At sove på de mest utraditionelle steder. 

Hvis man gerne vil tage en masse gode billeder af ens kat, skal man lige overveje en ekstra gang at købe en sort kat. Der skal være nok lys, så man kan se forskel på hoved og hale.

Herunder kommer en del af de heldige fotos :-)

Mille, fældende og oven på absolut rent vasketøj!


Spencer i høstkurven
Prinsen på ærten og prinsessen på gulvet!
"Så er jeg klar til ferie"



"Mon hun finder mig bag sin symaskine?"
Yoga for fleksible katte

Lille fin damekat oven på radiator - absolut yndlingssted!
"Jeg er klar til skole"


Spencer som lille ungkat

Overgang mellem kommende nyt køkken og gammel stue - uldtæppe er godt!
foto uden titel ;-)

Sommerdag, 32 grader varmt - bemærk blæseren til højre - tak søde mennesker!
Jo mindre beholder, des bedre!



Den grønne plaid - har man som menneske det på - har man også Spencer!