Lykken er ... at frosten stadig er morgenfrisk!

Små sylespidse frostspyd - ærgerligt at man ikke kan tage den ind i stuen som pynt, men man skal ikke gemme på alt, men nyde det, der er lige her og nu. Herunder er det efterårshindbærene, der er pyntet op.

De to belgiske piletræer er også besat - overalt er der "hår" på planterne. 

Det ser lidt uhyggeligt ud med pigtrådslanternen her. Selve blommetrægrenene ligner lidt nogle tynde, behårede mandeben...

Henunder aften er frosten væk, og det er tid til at tænde op i nogle andre lanterner. Det er da lykken at blive hilst velkommen af et lille vintertableau :-)

Lykken er ... at sige "velkommen frost"

Georginer eller Dahlia om man vil, sladrer med det samme, når frosten har sneget sig hen over græsset og op på georginernes bladspidser. Slaskede og brune blade. Kunne jeg huske alt det kunne huske, da jeg havde biologi i gymnasiet, kunne jeg komme med en forklaring på det, der sker i bladet. Nu ved jeg bare, at når det sker, skal jeg grave knoldene op, så de ikke også ødelægges af frosten. Så er det nemlig også tiden til at vinterstøvlerne skal frem. Især fordi de ligger på de hylder i vaskekælderen, som georginerne står på om vinteren! Det er da lykken at alt plads bliver udnyttet hele tiden. 

Regnorme har det med at smutte helt ind i mellem knoldene, og da jeg ikke er den helt store orme-udhiver (lidt prinsesse er man vel altid), så tænker jeg at så må de altså også selv om det!

Så er knoldene "høstet".  Nu mangler de bare at komme helt ind i huset. Der er malerpinde med knoldenes navne/farver/højde på i hver spand, så er jeg sikker på at få plantet dem de rigtige steder til næste år. Det er da lykken at gå i vinterhi :-)

Lykken er ... at det også er OK ikke at gå i haven - men ind igen!

Ja, for at være helt ærlig, så synes jeg det er absolut sjovest at være i haven i opbygningsfasen - i foråret, når livet er på vej op af jorden. Jeg er ikke så god en afslutter, grave georginer op, vaske drivhus ned, sætte sager i garagen, se stauderne visne...

Se herunder, det ser jo ikke alt for lækkert ud!

Herunder ses tydeligt at pæretræet er et "familietræ" med to slags pærer. De tidlige, Clara Friis, har tabt deres blade, nu er der kun conferencedelens blade tilbage, det er også først for et par uger siden at frugterne var helt spiseklar.

Nå, jeg vender næsen mod ind igen, og det er ikke kun mig, der vil ind. Spencer venter på "sin plads" - han har selv smidt det pynt ned, der lå der, så han kan ligge lidt lunt, når vi er for langsomme til at lukke ham ind!

Inde igen. Et fad med finker - nej, et fad med kvæder, som jeg har fået forærende. De dufter himmelsk af sød og syrlig ananas. Jeg må finde ud af, hvad jeg kan bruge dem til - marmelade, måske?
Det er lykken at få noget, man ikke helt ved, hvad man skal gøre ved. Det er spændende at prøve noget nyt.

Lykken er ... at finde nye farver i haven

Efter en tur til latinerkvarteret i Århus i efterårsferien, blev jeg inspireret til orange stearinlys i min hoveddørslanterne. Den faldt farvemæssigt lidt igennem, indtil kulden havde farvet naboens træ orange, og vi må vente med at få ovnbagt chilli-hokaido til jeg får fat i et "rigtigt" halloween-græskar.

Og kaprifolien, der i sommer havde rødlige blomster, kravler nu rundt på vores stakit med små giftige bær. Giftige men meget enkle og smukke.

Jeg har tidligere skrevet om det vilde persilleliv.... Til næste år kommer det til at gå helt bananas i pigstenskanten rundt om terrassen. Og nej! jeg luger ikke persillen væk (hvilket jeg stensikkert kommer til at fortryde, for de får faktisk nogle gevaldige rødder.....

'

Her har vi min smukke krukkeplante (som jeg ikke ved hvad hedder) i sine skønne efterårsfarver. Som hortensiaerne i min have er denne også grøn først på året, så begynder den blomstringen, som ganske rigtig er lyserød, og hen mod efterår bliver også bladene rosa. Det er samme plante man kan se øverst til højre på bloggen. Det er sgu da lykken at mange planter i én.

At vende tilbage til køkkenet, i daglig tale kontrolcentret, hvor duften af "verdens bedste brød" og synet af de sidste georginer hilser én velkommen, det er da lykken :-)

Lykken er ... pesto til fryseren

Nu er det vist ved at være sidste udkald for høst af basilikum i drivhuset. Basilikum er ikke så begejstret for køligt vejr og den er godt på vej til at blive gul og slatten. 

Hvis der er noget, der har været fut i i drivhuset i år, er det basilikummen! Når vi har lavet rigeligt pesto i sommer, har vi sat flere glas i fryseren, som lynhurtig kan tøs op, når trangen til smagen af sommer melder sig i vinterens løb. Det smager langt langt langt langt bedre end det sure pesto der købes i supermarkederne.

På vej til at blive "ribbet" og vejet, så opskriften li-så-ca. kan følges.

Tørristede pinjekerner er et must

Stadig frisk og grøn med aromatisk, sød og parfumeret smag

Så trykker jeg snart på pulsknappen. I bunden ligger økologisk olivenolie, selv-importeret fra Italien :-)

Fire glas til fryseren og ét til køleskabet

Her kommer opskriften fra Sølvskeen (italiensk kogebog):

25 g basilikumblade
1 dl ekstra-jomfruolivenolie
40 g pinjekerner
25 g parmesan (komælk)
25 g pecorino (fåremælk)
salt

Kom basilikumbladene i en foodprocessor med med olivenolien, pinjekerner og 1 knsp salt. Kør et øjeblik med pulsknappen ved middel hastighed. Tilsæt de to slags revet ost og kør kortvarigt.

Lykken er ... at få et citrontræ

Da vi havde været gift i 12½ år fik vi et citrontræ i gave. Det er 5 år siden og vi har det endnu - og vi er stadig gift :-). Det står i stuen ved havedøren om vinteren og i "det italienske bed" om sommeren (et hævet, i-den-grad solrigt bed op af husmuren) også der flere krydderurter bor. 

Hver sommer når vi sætter træet ud, og hvert år vi tager det ind, kvitterer det med masser af blomster, der dufter himmelsk. Derefter kommer der små citroner. En del falder af når de er 1½ cm store, men dem der overlever, bliver store og gule - det tager ca 1½ år fra blomst til plukkefærdig citron!

Spencer, vores tykke, sorte hankat har præference for at sove i lun jord....

Det italienske bed med salvie, citrontimian, estragon, brombær op  af husmuren, klematis op af det sorte stakit, en enkelt laurbærkirsebær og slutteligt selvsåede sporebaldrian i det ophævede bed - og citrontræet i midten.

Da vi overtog huset var her en kæmpe bambus. Som alle andre bambus i Danmark gik den ud for ca 10 år siden! Vi prøvede så godt vi kunne at få rødderne op - hvilket resulterede i, at vi i stedet valgte at bygge bedet et par fliser højere og lagde jord oven på rodrestener. På sigt går rødderne vel i opløsning??

Det ER da lykken er få sig en ordentlig skraber!

Lykken er ... at forundres

En tur tilbage i "fotoalbummet" gav denne uges tema: At forundres! Naturen gør sit og hukommelsen gør sit. 

På en tur rundt om Dallund Sø og Slot kan man finde op til flere ansigter, der kikker frem på de forbipasserende. Det er ikke nogle, der råber op - de står bare og kikker. Sådan lidt misfornøjet!

En anden, der kikker, er denne lille kartoffel - det er nærmere et lidt måbende udtryk den kommer op med.

En, der ikke rigtig kikker, men dog alligevel holder øje, er agurk-elgen her. Det er som om, den har en klap for det ene øje.

Under overskriften; "man må sno sig" kommer her et par eksempler. Majs er normalt så perfekte og placeret på snorlige rækker. MEN når der så lige kommer en "kvote 2" majs-række, går der lidt kuk i systematikken. Det er sjovt, hvis man ikke lige er den person, der absolut SKAL spise sine majs række for række.

Agurk med krølle på halen

Og mit aller-elskeligste yndlingskål; spidskål. Prøv lige at skære denne i kvarte til grillen...

Jeg kan til tid og evighed forundres over edderkopper og deres spind. Her er nogle 1 mm store - eller små - buret godt og sikkert inde i et meget sindrigt spind. Jeg havde ikke tålmodighed til at se, hvor de forsvandt hen, og det er faktisk heller ikke sikkert, jeg har lyst til at vide det.  

Farfars hindbær (foran drivhuset) er plantet i et bed i græsplænen, sådan at rodskud kan holdes nede med plæneklipperen. Det går normalt også fint, men det er som om at planten her har tænkt: "Nej, nu må det være nok!" Og så er den skudt op tre meter fra moderplanten. Plæneklipperen fandt den alligevel.

Hukommelsen gør også sit til forundring. Denne krukke er blevet glemt, da familien flyttede fra huset. Alligevel er den pyntet med et grafisk 60'er motiv. Enkelt og fint.

Jeg vidste godt, at jeg havde købt et par nye dahliaknolde, og at jeg havde plantet dem -  jeg havde bare ikke den fjerneste idé om, at den ene blev 25 cm i diameter. Det er da skønt at forundres en morgen, når man trækker rullegardinet op og sådan en kæmpe nejer stolt mod en.

Til sidst er der et par fine eksemplarer på en overstået og en forestående operation. En tomat er nydeligt blevet syet sammen, og et par siamesiske æbletvillinger venter på at leve hver deres liv.

Det er da lykken at gå i haven, lave mad eller gå tur og kunne forundres over det vi møder på vores vej.