søndag den 4. december 2016

Lykken er ... at frosten stadig er morgenfrisk!

Små sylespidse frostspyd - ærgerligt at man ikke kan tage den ind i stuen som pynt, men man skal ikke gemme på alt, men nyde det, der er lige her og nu. Herunder er det efterårshindbærene, der er pyntet op.


De to belgiske piletræer er også besat - overalt er der "hår" på planterne. 


Det ser lidt uhyggeligt ud med pigtrådslanternen her. Selve blommetrægrenene ligner lidt nogle tynde, behårede mandeben...


Henunder aften er frosten væk, og det er tid til at tænde op i nogle andre lanterner. Det er da lykken at blive hilst velkommen af et lille vintertableau :-)


fredag den 25. november 2016

Lykken er ... at sige "velkommen frost"

Georginer eller Dahlia om man vil, sladrer med det samme, når frosten har sneget sig hen over græsset og op på georginernes bladspidser. Slaskede og brune blade. Kunne jeg huske alt det kunne huske, da jeg havde biologi i gymnasiet, kunne jeg komme med en forklaring på det, der sker i bladet. Nu ved jeg bare, at når det sker, skal jeg grave knoldene op, så de ikke også ødelægges af frosten. Så er det nemlig også tiden til at vinterstøvlerne skal frem. Især fordi de ligger på de hylder i vaskekælderen, som georginerne står på om vinteren! Det er da lykken at alt plads bliver udnyttet hele tiden. 

Regnorme har det med at smutte helt ind i mellem knoldene, og da jeg ikke er den helt store orme-udhiver (lidt prinsesse er man vel altid), så tænker jeg at så må de altså også selv om det!

Så er knoldene "høstet".  Nu mangler de bare at komme helt ind i huset. Der er malerpinde med knoldenes navne/farver/højde på i hver spand, så er jeg sikker på at få plantet dem de rigtige steder til næste år. Det er da lykken at gå i vinterhi :-)

søndag den 13. november 2016

Lykken er ... at det også er OK ikke at gå i haven - men ind igen!

Ja, for at være helt ærlig, så synes jeg det er absolut sjovest at være i haven i opbygningsfasen - i foråret, når livet er på vej op af jorden. Jeg er ikke så god en afslutter, grave georginer op, vaske drivhus ned, sætte sager i garagen, se stauderne visne...
Se herunder, det ser jo ikke alt for lækkert ud!


Herunder ses tydeligt at pæretræet er et "familietræ" med to slags pærer. De tidlige, Clara Friis, har tabt deres blade, nu er der kun conferencedelens blade tilbage, det er også først for et par uger siden at frugterne var helt spiseklar.


Nå, jeg vender næsen mod ind igen, og det er ikke kun mig, der vil ind. Spencer venter på "sin plads" - han har selv smidt det pynt ned, der lå der, så han kan ligge lidt lunt, når vi er for langsomme til at lukke ham ind!



Inde igen. Et fad med finker - nej, et fad med kvæder, som jeg har fået forærende. De dufter himmelsk af sød og syrlig ananas. Jeg må finde ud af, hvad jeg kan bruge dem til - marmelade, måske?
Det er lykken at få noget, man ikke helt ved, hvad man skal gøre ved. Det er spændende at prøve noget nyt.


mandag den 31. oktober 2016

Lykken er ... at finde nye farver i haven

Efter en tur til latinerkvarteret i Århus i efterårsferien, blev jeg inspireret til orange stearinlys i min hoveddørslanterne. Den faldt farvemæssigt lidt igennem, indtil kulden havde farvet naboens træ orange, og vi må vente med at få ovnbagt chilli-hokaido til jeg får fat i et "rigtigt" halloween-græskar.

Og kaprifolien, der i sommer havde rødlige blomster, kravler nu rundt på vores stakit med små giftige bær. Giftige men meget enkle og smukke.

Jeg har tidligere skrevet om det vilde persilleliv.... Til næste år kommer det til at gå helt bananas i pigstenskanten rundt om terrassen. Og nej! jeg luger ikke persillen væk (hvilket jeg stensikkert kommer til at fortryde, for de får faktisk nogle gevaldige rødder.....

'
Her har vi min smukke krukkeplante (som jeg ikke ved hvad hedder) i sine skønne efterårsfarver. Som hortensiaerne i min have er denne også grøn først på året, så begynder den blomstringen, som ganske rigtig er lyserød, og hen mod efterår bliver også bladene rosa. Det er samme plante man kan se øverst til højre på bloggen. Det er sgu da lykken at mange planter i én.

At vende tilbage til køkkenet, i daglig tale kontrolcentret, hvor duften af "verdens bedste brød" og synet af de sidste georginer hilser én velkommen, det er da lykken :-)

tirsdag den 18. oktober 2016

Lykken er ... pesto til fryseren

Nu er det vist ved at være sidste udkald for høst af basilikum i drivhuset. Basilikum er ikke så begejstret for køligt vejr og den er godt på vej til at blive gul og slatten. 

Hvis der er noget, der har været fut i i drivhuset i år, er det basilikummen! Når vi har lavet rigeligt pesto i sommer, har vi sat flere glas i fryseren, som lynhurtig kan tøs op, når trangen til smagen af sommer melder sig i vinterens løb. Det smager langt langt langt langt bedre end det sure pesto der købes i supermarkederne.

På vej til at blive "ribbet" og vejet, så opskriften li-så-ca. kan følges.

Tørristede pinjekerner er et must

Stadig frisk og grøn med aromatisk, sød og parfumeret smag

Så trykker jeg snart på pulsknappen. I bunden ligger økologisk olivenolie, selv-importeret fra Italien :-)

Fire glas til fryseren og ét til køleskabet
Her kommer opskriften fra Sølvskeen (italiensk kogebog):

25 g basilikumblade
1 dl ekstra-jomfruolivenolie
40 g pinjekerner
25 g parmesan (komælk)
25 g pecorino (fåremælk)
salt

Kom basilikumbladene i en foodprocessor med med olivenolien, pinjekerner og 1 knsp salt. Kør et øjeblik med pulsknappen ved middel hastighed. Tilsæt de to slags revet ost og kør kortvarigt.



søndag den 25. september 2016

Lykken er ... at få et citrontræ

Da vi havde været gift i 12½ år fik vi et citrontræ i gave. Det er 5 år siden og vi har det endnu - og vi er stadig gift :-). Det står i stuen ved havedøren om vinteren og i "det italienske bed" om sommeren (et hævet, i-den-grad solrigt bed op af husmuren) også der flere krydderurter bor. 
Hver sommer når vi sætter træet ud, og hvert år vi tager det ind, kvitterer det med masser af blomster, der dufter himmelsk. Derefter kommer der små citroner. En del falder af når de er 1½ cm store, men dem der overlever, bliver store og gule - det tager ca 1½ år fra blomst til plukkefærdig citron!

Spencer, vores tykke, sorte hankat har præference for at sove i lun jord....


Det italienske bed med salvie, citrontimian, estragon, brombær op  af husmuren, klematis op af det sorte stakit, en enkelt laurbærkirsebær og slutteligt selvsåede sporebaldrian i det ophævede bed - og citrontræet i midten.
Da vi overtog huset var her en kæmpe bambus. Som alle andre bambus i Danmark gik den ud for ca 10 år siden! Vi prøvede så godt vi kunne at få rødderne op - hvilket resulterede i, at vi i stedet valgte at bygge bedet et par fliser højere og lagde jord oven på rodrestener. På sigt går rødderne vel i opløsning??


Det ER da lykken er få sig en ordentlig skraber!



søndag den 18. september 2016

Lykken er ... at forundres

En tur tilbage i "fotoalbummet" gav denne uges tema: At forundres! Naturen gør sit og hukommelsen gør sit. 
På en tur rundt om Dallund Sø og Slot kan man finde op til flere ansigter, der kikker frem på de forbipasserende. Det er ikke nogle, der råber op - de står bare og kikker. Sådan lidt misfornøjet!


En anden, der kikker, er denne lille kartoffel - det er nærmere et lidt måbende udtryk den kommer op med.
En, der ikke rigtig kikker, men dog alligevel holder øje, er agurk-elgen her. Det er som om, den har en klap for det ene øje.

Under overskriften; "man må sno sig" kommer her et par eksempler. Majs er normalt så perfekte og placeret på snorlige rækker. MEN når der så lige kommer en "kvote 2" majs-række, går der lidt kuk i systematikken. Det er sjovt, hvis man ikke lige er den person, der absolut SKAL spise sine majs række for række.


Agurk med krølle på halen
Og mit aller-elskeligste yndlingskål; spidskål. Prøv lige at skære denne i kvarte til grillen...

Jeg kan til tid og evighed forundres over edderkopper og deres spind. Her er nogle 1 mm store - eller små - buret godt og sikkert inde i et meget sindrigt spind. Jeg havde ikke tålmodighed til at se, hvor de forsvandt hen, og det er faktisk heller ikke sikkert, jeg har lyst til at vide det.  


Farfars hindbær (foran drivhuset) er plantet i et bed i græsplænen, sådan at rodskud kan holdes nede med plæneklipperen. Det går normalt også fint, men det er som om at planten her har tænkt: "Nej, nu må det være nok!" Og så er den skudt op tre meter fra moderplanten. Plæneklipperen fandt den alligevel.

Hukommelsen gør også sit til forundring. Denne krukke er blevet glemt, da familien flyttede fra huset. Alligevel er den pyntet med et grafisk 60'er motiv. Enkelt og fint.

Jeg vidste godt, at jeg havde købt et par nye dahliaknolde, og at jeg havde plantet dem -  jeg havde bare ikke den fjerneste idé om, at den ene blev 25 cm i diameter. Det er da skønt at forundres en morgen, når man trækker rullegardinet op og sådan en kæmpe nejer stolt mod en.



Til sidst er der et par fine eksemplarer på en overstået og en forestående operation. En tomat er nydeligt blevet syet sammen, og et par siamesiske æbletvillinger venter på at leve hver deres liv.





Det er da lykken at gå i haven, lave mad eller gå tur og kunne forundres over det vi møder på vores vej.


søndag den 11. september 2016

Lykken er ... Ritt Bjerregaard - et fast, rødt sommeræble

Smukke er de, æbleblomsterne. De springer ud på den tid af året, hvor haven stadig er kontrollerbar, mulden saftig og spændstig og haveenergien kribler i alle kroppens fibre for at komme ud og igang.


Jeg har Ritt Bjerregaard-æblet som espaliertræ, her ny-klippet. Jorden er dækket af fuglegræs, hvilket hurtigt ender i hønsenes næb og maver. Insekter futter fra blomst til blomst og vupti - (se næste foto)


- har vi et fast, rødt sommeræble. Nu er der ikke så meget kontrol over denne del af haven mere. I bedet foran havde jeg plantet - hold nu fast - morgenfruer, trædebregne i potter, liiige et par (eller fire) pyntegræskar og så tre af Gartnerværkstedets gigant-jordbærplanter, hvorfra jeg fik ét jordbær - fuglene resten. Oven i det viste det sig, at der også var plads til selvsåede valmuer, hjulkrone og et par glemte kartofler i jorden fra sidste år, som fik lyst til at afprøve deres spireevne - hvilken i den grad var til stede. I løbet af sommeren blev bedet og stien langs drivhuset dækket af grønt liv, staude-ærteblomsten voksede op (jeg glemmer altid hvor meget den egentlig fylder), og ALLE pyntegræskarplanterne viste sig alle fra deres meget eksplosive side, og groede op, ud og rundt om alt.


Der er høstet en del af æblerne på fotoet til højre. Inden jeg cykler på arbejde om morgenen, går turen lige om i baghaven og jeg nupper et æble til det tidspunkt på formiddagen, hvor det er nødvendigt med lidt sukker. For det er nemlig et meget sprødt, sødt og saftigt æble!
Det er lykken. 





















Når man så får fjernet alt det grønne, der har taget overhånd over bedet og træet, kommer man ind til det fantastiske, nemlig den lille tynde stilk, navlestrengen, der i løbet af vækstsæsonen har fodret æblet med, hvad det nu har brug for, for at blive et fast, rødt sommeræble - et Ritt Bjerregaard-æble.

Man kommer også ind til en strips (ja, det hedder altså ikke "en strip", som jeg troede!), der faktisk er blevet for lille til træets stamme. Ups, af med den, så energien igen kan flyde frit. 
Det er lykken at have haven fuld af "damer"; Astrid Lindgren, Ghita Nørby og Ritt Bjerregaard


søndag den 4. september 2016

Lykken er ... at Lübeck ikke kun er julemarkeder

Nå for hulan, så er havefolket taget til Tyskland igen! Denne gang Lübeck. En efter-sommerferie-tur kun for forældrene i huset. Lübeck var en af Hansebyerne i Tyskland, så den er rigtig fin og passet godt på. Den er overkommelig i størrelse, kun 1½ km lang og 1 km bred. Fint udvalg af butikker, både kendte og små lokale og meget hyggelige. Berlingske har også været på tur, læs her de kulturelle detaljer, jeg har jo fokuseret på haverne og plante-islættet.

Herunder en lille "café-have" uden for den nedlagte St.Petri Kirche. Der skal ikke mere til end nogle baljer, jord og planter.


Først havde jeg bestemt ikke at gå rundt med et kamera hængende om halsen, men efter et par kik ind i de mange gange og gårde, kunne jeg ikke lade være. Jeg bliver nødt til at dele det med jer.




- Og hvem vil ikke gerne bo i Persillegade?  Bortset fra at turisterne stopper op og tager fotos hele tiden. De næste to foto er fra den lille gade. Jeg måtte vente et minuts tid før de forgående turister var færdig med at fotografere ;-)



En dag uden toiletbesøg er umulig, og fra nu af går jeg kun efter dem med pynt.


De gamle stræder i nærheden af Glockengiesserstrasse er fyldt med smukke dørpartier - med blomster og plantemotiver selvfølgelig.




Når jeg engang skal have en café, skal jeg jeg også have håndsyede skilte med skriften at idag er der hjemmebagt kage til kaffen.
Det er lykken at have noget at glæde sig til - især når man godt kan li' kaffe og kage.