onsdag den 29. juni 2016

Lykken er ... at det regner!


Godmorgen have, har du sovet godt, eller har fuglene også vækket dig??? Denne valmue-dinosaur har lige drukket lidt morgendug, der er stadig lidt i mundvigen, og den ser meget tilfreds ud. Godt jeg ikke nåede at se dens tænder.



Foldet ud og med et meget mindre grådigt udtryk. Total fantastisk at blomster kan udvikle sig til de rene kunstværker. Hattemagere og modeskabere gennem tiderne har uden tvivl fundet inspiration i blomsterverdenen.


Der er faldet ca 30 mm i den sidste uge. 20 mm den aften vi havde studenterfest, og lige havde tændt op i grillen og så 10 mm lørdag aften da lastbilen med studenter parkerede ude foran huset. Græsset (og alle de andre planter i græsset) nyder regnen,  og det er på vej til at blive rigtig grønt igen. Der er jo ikke noget, der er så skidt at det ikke er godt for noget, vel? Se her hvor meget vand haven skal have, sjatvanderi duer nemlig ikke.



Perler på snor. Ærteblomst som staude og den er vildt smuk og supergod i buketter, da stænglerne er kraftige. Det er dens fangarme også! Stauden dufter desværre ikke. 



Jeg har måtte forhøje vores rækværk med - kan jeg godt se nu - et lidt for spinkelt bambusstativ. Sidste år væltede kæmpestauden nemlig rundt i roser, sommerfuglebusk og på terrassen...Det er lykken at blive klogere!

tirsdag den 21. juni 2016

Lykken er ...en god kop mokka

Er der noget mere skønt end at sidde og drikke en kop mokka og kikke på smukke gamle mokkakopper - og da slet ikke når de svæver hen over staudebedet som flyvende tæpper (eller UFO'er)?


Lykken er at kende en smed, der lige kan sætte to stykker metal sammen og så er lykken også to-komponent lim! Én gang skal jo være den første, også med lim, og når den så er overstået, er det jo det letteste i hele verden. Det er nok ikke den sundeste lim, så læs lige det, der står på pakken med småt.

Tryk ikke mere ud, end man kan nå bruge
på den tid, det tager at stivne (her ca. 5 min).

Rør sammen og smør ud på emnet, der
skal limes sammen med noget andet.

Her er der gået ca. 5 minutter - det er
vel et døgn om at hærde helt op.
Lidt lim på metalpladen. Kop ovenpå. Voila!
 

Lykken er, at det virker! Mine staude-mokka-kopper har nu stået en uges tid i regn, sol og blæst - og de er ikke skvattet af! Lige nu er de fyldt af vand, men mon ikke også jeg kan hælde lidt fuglefrø i, så fuglene har smukke spisesteder?
Og jeg skal helt klart på loppemarked og købe flere kopper :-)


søndag den 12. juni 2016

Lykken er ... at låne mellemringe til kameraet

Hvor er det skønt, at en kollega lige har et sæt mellemringe, der passer til mit kamera. Dem har jeg lånt, så jeg kan komme HELT tæt på min have. Altså dvs. at jeg kan tage makrofotos - der er meget at lære endnu, men det har været sjovt. Det skal ikke blæse særlig meget, og man skal have nogenlunde god balance (eller måske finde et stativ), for motivet bliver LYN-hurtigt uskarpt. Mon ikke jeg selv skal have et sæt - det er jo snart jul.....

Først en tur i drivhuset. Rosmarin og agurk.





  Herunder sporebaldrian - meget kunstnerisk foldet ud - og halvfræk som knop.



Herover er det lammeøre og herunder er det min lille-bitte timians smukke blomster.



De to fotos herunder er blomst og frøstand af en lidt træls ukrudt, der også lugter lidt træls, når man prøver at hive den op - roden har nemlig altid lyst til at blive i jorden. Men tæt på bliver den meget smuk.


Noget smukt, jeg dog ikke fandt i haven, hvor det blæste, men inde bagerst i køleskabet, i en bøtte med syrensaft... lilla-syrensaft-mug! Det er lykken at finde noget man ikke forventer!!



onsdag den 1. juni 2016

Lykken er ... syrensaft - og hvis man er heldig kan man nå det endnu?!

Hvis man kan lide smagen af hyldeblomstsaft, kan man sikkert også lide syrensaft. Det har en mere bitter eftersmag, men med danskvand (og gin) i smager det himmelsk :-)

Jeg har både lilla og hvide syrener i min forhave (du kan se et foto af den skønne velkomst her - rul lidt ned af siden), så jeg tænkte at man kunne lave en rødlig og en lys udgave af saften.

Jeg fandt en opskrift her på Isabellas.

20 klaser hvid, 20 klaser lilla syren.
I stedet for små poser citronsyre, er det bare en tur i Matas og hente en stor bøtte. Vinsyre vil også kunne bruges, det er bare kraftigere.




Så er blomsterne overhældt med kogende vand, og de klasker straks sammen.

Efter tre dage ser det lidt mere "brugt" ud.





Voila - rød og lys saft.

Det er sgi da lykken at kunne lave blomstersaft - sådan lidt eventyragtigt!