mandag den 31. marts 2014

Lykken er - kartofler fra egen... spand


Mine svigerforældre har lært mig det trick at sætte kartofler i spande, så man ikke behøver så meget køkkenhaveplads, og man kan snyde lidt og placere spandene i drivhuset, for på den måde at tyvstarte lidt :-) 

 

 
   Spandende har jeg hentet i vores Netto. De får afskårne blomster hjem i dem. 
 
 
Der skal lige bores lidt huller i bunden, så overskudsvand kan løbe ud, når spandende sættes ud under åben himmel i løbet af forsommeren.
 

 

EXQUISA, hedder kartoflerne - de er lidt slanke, nærmest-næsten som aspargeskartofler. Jeg er spændt på at smage dem, og se hvor stort udbytte de giver. De har ligget i nogle uger i vores kældervindueskarm. Ikke for varmt og ikke for mørkt. Spirerne er små, faste og fede :-)
 
 

Jeg har købt alm. plantesække, banket jorden løs, fyldt spanden halvt op med jord, lagt kartoflen i, fyldt resten af spanden op med jord.
  

 
 
   Vi nåede kun at sætte halvdelen af kartoflerne søndag, og drivhuset er allerede fyldt godt op.
 

søndag den 30. marts 2014

Lykken er - at vente på lavendlerne

 Jeg elsker min lavendelhæk langs den nye sti. Lavendlerne blev flyttet forrige år, så de er stadig lidt "sure" på mig, men i år tror jeg, de har tilgivet mig, og gi'r den max gro-gas. Jeg vil beholde lavendelhækken tæt og lav, derfor klipper jeg den ned hvert år omkring 1. april. Da mine planter var helt nye, var jeg noget nervøs, når jeg skulle klippe dem ned, men da jeg fandt ud af de kunne tåle ret meget, gik jeg over til at give dem en tur med hæksaksen :-)

"Klip lavendlerne når forsytiaen blomstrer"
 
Jeg plejer altid at lave nye planter af de afklippede træede grene, så er der altid lige en værtindegave klar i form af små lavendelbuske. Se her hvordan du nemt selv kan stiklingeformere dine lavendler.
 

Grå og kedelig lavendelhæk.

Total kedelig, nedklippet lavendelhæk, men vent og se om få uger er den lysegrøn og lækker.

lørdag den 29. marts 2014

Lykken er en Latte

Selvfølgelig smager en kaffe latte bedst, når jeg sidder i en solskinskrog i haven, men når jeg nu lige opdager, at der er kommet en Starbucks Coffee i Kolding, er det absolut også et dejligt stop at gøre. Weekenden byder på herligt selskab i gamle veninders lag.

tirsdag den 25. marts 2014

Den hvide anemone


Det var den blå anemone som Kaj Munk skrev om i 1943, og dagsordenen i Danmark var en ganske anden end i dag. I mit anemonebed er de første små hvide anemoner dukket op. Der går ikke mange uger før de bliver overskygget af høstanemonerne, der gerne vil fylde hele forhaven, hvis de får lov.


Denne mystiske skabning ligger i kældervinduet, hvor der er lyst og ikke for varmt, så den kan få fede, lækre spirer, der ikke så let kan knække af når den skal i jorden. Det er en af de "heldige kartofler", der skal sættes i spande i løbet af de næste uger. Først inde i drivhuset, derefter flyttes ud under den frie himmel. Om et par måneder er det bare at tømme et par spande så har familien friske kartofler til aftensmaden.

Mens jeg venter på sommer og vækst, bladrer jeg gerne lidt i fotos fra sidste år, og glæder mig især til at gense nogle af følgende:

Hosta

Citrontimian

Lupin

Pæon

Pæon

Klatrerosen her får jeg desværre ikke at se i år. Planten sygnede hen efter blomstringen, og døde!

søndag den 23. marts 2014

Lykke...

"Hvad er lykke?" spurgte en kollega mig for noget tid siden. Lykke for mig er ikke det-store-forkromede-lykkelige-liv. Jo, det er også det, men det kræver, at jeg ser det hele lidt oppefra, og til hverdag har jeg ikke tid til at komme helt derop. Jeg sætter stor pris på de mange små bobler af lykke, der rammer mig hver dag. At solen står ind ad vinduet, når jeg i weekenden sidder med morgenavisen og kaffen, overfor min mand, der også sidder med morgenavisen og kaffen. At vores teenagebørn smiler og fortæller, synger og pjatter. At det nu endelig er forår - og jeg kan komme i haven!

Her er Ritt Bjerregaard i knop!