Lykken er at - ta' til Afgrunden!

Helt romantisk lyder det ikke hvis man inviterer sin hjertenskære en tur med i Afgrunden. MEN det er meget romantisk og overraskende. Der knytter sig en drabelig røverhistorie til bakkerne i Vissenbjerg (klik på linket ovenfor). Ved Afgrunden er der en P-plads, med adgang til en hyggelig træ"terasse", med udsigt over Møllesøen. Man må vist endda fiske der? Adressen er Lergyden, Vissenbjerg, Fyn.

Lykken er - det vilde (persille-)liv

Bredbladet persille - gudespise! På mystisk vis bor der bredbladet persille i haven. Jeg forestiller mig, at det stammer fra noget persille jeg såede for læææænge siden, og som egentlig aldrig blev til noget - officielt i hvert fald!

I år er der i hundredvis af nye planter langs vores drivhus (det håbede jeg også ville ske, for jeg dryssede frø dér sidste efterår). Ellers har persillen boet i staudebedet et par år, i jordbærbedet, i græsplænen ved stolpen til vores hængekøje..... det er sjovt at sende ungerne ud efter persille til aftensmaden - det er total skattejagt!

Herunder ses bredbladet persilleplanter fra sidste (måske forrige) år. De sætter nogle lange stængler med frøstande i løbet af sommeren, og så er det blot at klippe stænglerne af, og drysse de små, sorte frø ud over det areal man vil have sit vilde persilleliv i det efterfølgende år. Skønt.

Lykken er .... påskeferie

Før jeg cyklede hjem fra arbejde fredag før ferien, kunne jeg liiige præcis, når jeg stod på tåspidserne, nå at brække et par grene af det kæmpestore magnoliatræ i forhaven. 
Hjemme i stuen gik ikke mange timer før blomsterne var sprunget ud, og der bredte sig en vældig duft! Ikke en fantastisk duft - sådan lidt dårligt faktisk!

Påskeferien byder også på stille stunder i drivhuset. En af vores Mynter er godt i gang - også selv om jeg har renset jorden godt for rødder - så er der altid lige en centimeter eller to, der lystigt gror derudaf og sender skønne, velduftende, grønne, sprøde stilke i vejret, klar til at blive plukket og duftet til, eller når det bliver lidt varmere i vejret at ende i tabouleh eller i en skøn mojito. I stedet for rørsukker i mojitoopskriften, plejer vi at lave en sirup af vand og rørsukker, som er kogt sammen i nogle minutter. På den måde går drinken op i en blød, herlig helhed, og bliver ikke knasende.

Inde fra drivhuset kan vi nu se DIREKTE ind til vores naboer. I mange år har vi haft ligusterhæk, det har vi stadig, men i marts måned blev den klippet ind og ned!! Den har været forsømt i mange år før vi overtog huset (for 15 år siden), og selv om vi har klippet og klippet og klippet hvert år, er den alligevel blevet mere og mere skæv. Der har stået mange, rigtig store træer på nabogrunden, som har skygget for og trykket hækken, så den er vokset skævt ind mod os. 

Nu har vi så fået en hel meter længere have - og nogle fisterede grene som hæk, og en del huller i "hækken", da der også stod en del hyld, snebær og andre resultater af frø som fuglene har skidt ud, mens de har holdt hvil i hækken! 

For det allerbedste slutresultat, skulle hækken nok have klippet ned til 20 cm, men vi håber at den er gro-samarbejdsvillig her ved 1 meter!!!

Lykken er .... at se det spire!

Jorden brydes - ganske langsomt af en lille grøn fætter. Det er spand-kartoflerne, der er begyndt deres nye liv som planter. Spandene står stadig i drivhuset, men er flyttet ind under bænk og bord og rundt langs siderne af drivhuset. Der skal nemlig snart hul på plantesækkene, da vi plejer at sætte tomatplanter i påskeferien.




Vi har været en tur i Kiel. Der er en meget
hyggelig botanisk have, med et lækkert "lille havehus". Hvem kan ikke ønske sig et sådan?


Kiel er klart et besøg værd. Historie, kultur, havn og by - mange interesser kan finde tid her.


Kiels biler har de skønneste nummerplader. KI:KS, KI:WI, KI:ZZ, KI:NG.
 

Lykken er at sikre videreførelsen af slægten

De friske skud i min sporebaldrian lægger  en skøn komplementærfarve baggrund for dette elskende par. Sporebaldrianen står i en lang række i et forhøjet bed langs vores stue. Solen bager ned på det dagen lang, og jorden er knastør - men planterne kommer igen år efter år, og de kaster samtidig tusindvis af "flyve-frø" fra sig, så de forstår også at sikre videreførelsen af deres slægt.

 

Sporebaldrian blomstrer tidligt på sommeren, så før vi tager på ferie, klipper jeg de visne og halvvisne blomsterstængler af. Når vi kommer hjem igen, er der nye, knap så lange blomsterstængler på vej til at blomstre i sensommeren. Fedt :-)