tirsdag den 31. maj 2016

Lykken er ... at tage på kulturtur

Teenagere kunne i princippet gå rundt med dette skilt, men jeg har fundet det i slotshaven på Gram Slot. Min veninde og jeg har nemlig været på Kulturtur i det jyske. Først til Christiansfeld, der i et par år har været på UNESCOs Verdenskulturarvliste. Det er en meget fin, stille og hyggelig by - vi mødte kun et par enkelte teenagere, men vi var der selvfølgelig også kl 10!!
Gudsageren, er en meget stille og underlig "vissen" kirkegård. Vi fik aldrig spurgt hvorfor. Brødremeninghedskirken var under renovering, så den har vi til gode. Ellers var der hyggelige småbutikker, caféer og lækre honningkager til honningkage-turist-priser! Tyrstrup kirke var åben - meget smukt og særligt kirkerum - jeg elsker godt håndværk.

Så gik turen videre til Gram Slot, hvor der var Hus- og havemesse. Der var godt nok en del boder med algefjerner, græsslåmaskiner, dimmernutter og sager, men det var planteboderne, der tiltrak sig vores opmærksomhed. I slotshaven var der også et væld af rhododendron i fuldt flor. Bl.a. disse herunder.




- og sørme om rhododendrons svar på spejlæg ikke også var her.



Her i denne hyggelige trailer-bod købte jeg en fin lille storkenæb . Den er hjemme blevet plantet ved siden af lodden løvefod, og jeg tænker de to farver vil klæde hinanden mægtig godt. 





Det er ikke en stor blomst, når man sammenligner den med myrebasse-silhuetten her.

Et par byger blev det til, men det slog ikke folk af pinden. Alt vejr er havevejr!

Der var åbent på slottet; så på med de blå overtræksfutter, og gå rundt og kikke i de forskellige rum. I det ene rum var borde pyntet, så man kunne få en fornemmelse af hvor hyggelige sammenkomster man kan holde. Vi var selv til kusine Rikkes konfirmation sidste år i netop dette rum. Det var også en dejlig dag :-)
Det er lykken at Danmark er fyldt med kultur, så man kan komme på den årlige kulturtur :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar