fredag den 8. juli 2016

Lykken er ... at skabe historie med aflæggere

Nogle haveejere får tegnet en en-gang-for-alle-tegning over deres have. Bedene bliver anlagt i skønneste og mest harmoniske orden, kanterne er måske knivskarpe, inspirationen kommer måske fra Japan eller fra skovene i Sverige. Vores have - tror jeg - var "tegnet" da vi overtog den og huset for 16 år siden. Den så i hvert tilfælde mægtig anlagt ud. 

Det er lidt slut nu.... 

Baghaven var fuld af græs og ganske smukke graner - man fik bare grannåle op i fødderne, når man gik på græsset. Så træerne blev nedlagt. I forhaven byttede en gran også plads med Elstar æbletræet. År senere døde bambussen, så der udviklede vores terrasse sig. Så var jeg på besøg i Marie-Louise Veber Paustians have, og så afviklede noget andet af terassen sig... 

I løbet af årene har jeg fået aflæggere af venner og familie. Ovenover har vi hostaen, som jeg har fået af Lone, som jeg kender helt tilbage fra vores nu næste 20-årige børns mødregruppe. Af hende har jeg også fået salvien, som jeg vist har glemt at klippe helt ned i år....


















Af Carstens morfar har vi arvet bregnerne herunder. Dem har vi flyttet med fra vores tidligere bolig - de er dejlige og trofaste.

Af morfar fik vi også en klump dagliljer. Da vi fik dem, blev de lige sat i denne henkogningsgryde til vi fandt en god plads til dem.... ja, det er så på 18. år de står i gryden....





Louise som jeg kender tilbage fra min studietid (og som jeg tager på kultur-ture sammen med) havde pludselig fået en million af denne grå lammeøre-lignende plante. Dem kunne jeg også godt tænke mig - så dem har jeg så en million af nu, hvis jeg ikke trækker små frø-såede planter op alle steder i min have hvert forår :-)
Svigerinde Helles trædebregner flyttede ind efter mit besøg i Paustians have. De var oplagt til at bryde flisernes lige kanter med.


Af Jørgen har jeg fået jordbærplanter. Gitte og Jørgen bor på landet og har MANGE rækker jordbær. Jeg nøjes med disse to krukker, som står i drivhuset fra vinter til jordbærene er spist i maj. Bekendtskabet med Gitte er også tilbage fra studietiden. Jørgen driver hobbydyrenes Foderstof, både med butik og nethandel - der er også meget til havens fugle og havemøbler - se her hvad han har af gode sager. 
Hov! Lodden løvefod i baggrunden er fra min nu ex-svigerinde Martina.
- og så er der farfars efterårs-hindbær. Altså børnenes farfar, Mogens. Hindbærene er nogle gode aflægger-planter, for som man kan se på fotoet herunder, har dette lille skud gravet sig tre meter hen i græsplænen! Husk efterårshindbær skal klippes helt ned hvert år, da de får bær på nye skud.
Af min kollega-veninde Gyda har jeg fået margueritter. Som hun sagde: "Så har du margueritter resten af livet." Jeg skal også love for de er hårdføre!




























Høstanemonerne er fra Maria - hvis venskab også er tilbage fra studietiden. Der er altså et bed med Marias efterårshindbær. Marias blog er altid et besøg værd - især hvis man elsker dullegrej og billedkunst :-)
Det er lykken at få aflæggere. På en havevandring fortæller de historie, og man kan sende alle dem man kender en kærlig tanke. 
Mon ikke jeg har glemt nogle planter - der er selvfølgelig dorthealiljerne fra Mogens, men de er først klar til fotografering til vinter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar